Holbæk Ensemblets Strygekvartet

Søndag den 12. oktober 2014 kl. 15 Pris: 150
12.10.2014

Efterårsferiekoncert med Holbæk Ensemblet

Med efterårssæsonen er det igen tid til gode stunder i Musikhus Elværket i selskab med blandt andre Holbæk Ensemblet, som netop nu har travlt med at øve til matiné-koncerten søndag den 12. oktober klokken 15.

Temaet for koncerten er værker skrevet for strygekvartet, som er et klassisk ensemble bestående af fire strygere på instrumenterne: førsteviolin, andenviolin, bratsch og cello.

Holbæk Ensemblets leder, Morten Ryelund, fortæller, at strygekvartetten som musikgenre blev 'opfundet' af Joseph Haydn i 1700-tallet, og at stort set alle komponister med respekt for sig selv har prøvet kræfter med den.

Publikum vil med Morten Ryelunds sædvanlige vidende og smittende introduktioner bl.a. kunne stifte bekendtskab med en af Beethovens tidligste strygekvartetter: Op. 18 nr. 2.

Beethoven er en naturlig del af eftermiddagens program, fordi han med sine 17 kvartetter har sat et helt særligt aftryk på kvartet-litteraturen spændende fra wiener-klassik á la Haydn til de sene kvartetter, som er skrevet i total døvhed.

På programmet er desuden en af Antonín Dvořáks strygekvartetter, der som komponistens øvrige værker vil byde på lutter romantiske, varme og elegante toner.

Holbæk Ensemblet håber, at der i anledning af skolernes efterårsferie også vil dukke yngre publikummer op til koncerten, og Morten Ryelund lover, at både musikken og fortællingerne om værkerne også vil kunne appellere til børn og unge.

Alle under 15 år vil i anledning af skolernes efterårsferie have gratis adgang til koncerten.



Feedback

Sidst opdateret

14.12.2015

Ansvarlig redaktør

Steffen Højager