Holbæk Ensemblet: Russiske mestre

Tirsdag den 5. maj 2015 kl. 20 Pris: 150
05.05.2015

Holbæk Ensemblet: Russiske mestre

Den 5. maj inviterer Holbæk Ensemblet til en spændende koncertaften i Musikhus Elværket, som er dedikeret to store russiske profiler i den internationale musikhistorie.

Igor Stravinskij og Sergei Prokofiev præsenteres med hvert sit fantastiske værk, nemlig 'Historien om en soldat' (1918) og 'Sonate for to Violiner' (1932).

Igor Stravinskij (1882-1971) er nok mest kendt for sin balletmusik for stort orkester f. eks. 'Le Sacre du Printemps' og 'Ildfuglen'.
'Historien om en soldat' er i modsætning til disse komponeret for et mindre ensemble i en periode, hvor Stravinskij boede i Europa. Fordi mange musikere på det tidspunkt var indkaldt som soldater, valgte Stravinskij en besætning bestående af syv musikere og en dirigent. Herudover medvirker en skuespiller, som udfylder rollen som soldat, djævel og fortæller.

Historien bygger på et russisk folkeeventyr og handler om en soldat, som er på vej hjem fra krigen og møder djævlen, som hører, han spiller på sin violin. Djævlen vil for enhver pris bytte sig til soldatens violin, og det lykkes for ham ved at love soldaten et liv i rigdom og lykke. Men aftaler med djævlen er sjældent gode, hvilket publikum vil kunne opleve ved selvsyn til koncerten den 5. maj.

Musikken er modernistisk, og Stravinskij inddrager både tidens populærmusik som tango og ragtime og traditionel russisk folkemusik.

'Historien om en Soldat' blev uropført den 28. september 1918 i Lausanne i Schweiz.

Efter Den Russiske Revolution blev Stravinskijs eksil permanent, og han genså først sit hjemland under et besøg i 1962.

Sergei Prokofiev (1891-1953) vil af mange være kendt for den berømte musikalske fortælling 'Peter og Ulven'. Prokofiev forlod Rusland umiddelbart efter Revolutionens udbrud og opholdt sig i 1932 i St. Tropez i Sydfrankrig, hvor han fuldendte sin 'Sonate for to violiner.'

I sine erindringer fra 1941 skriver han:

'At lytte til dårlig musik kan nogen gange inspirere til gode ideer ... efter at jeg havde hørt et mislykket stykke for to violiner uden klaverakkompagnement, slog det mig, at jeg trods de indlysende begrænsninger godt ville kunne lave en duet for de to instrumenter, som det ville være interessant at lytte til i ti eller femten minutter.'

Holbæk Ensemblet demonstrerer til koncerten den 5. maj, hvad mesteren Prokofiev fik ud af den udfordring, han stillede sig selv, men her kan det allerede 'røbes', at sonaten er mere lyrisk og varmere end Prokofievs avant-garde værker og også mere omfavnende og lyrisk, end man typisk vil opleve ham.

 



Feedback

Sidst opdateret

06.10.2015

Ansvarlig redaktør

Steffen Højager