Mandipira, Lauritsen, Frost & Gade

Fredag d. 16. september kl. 20 Pris: 125 kr.
16.09.2016

Køb billet

Oplev jazz, blues og soul i en koncert med sangerinden Miriam Mandipira, der bakkes op af tre fænomenale musikere. Bandet udgav i december 2015 Cd’en “Convergence” og følger nu op med en live turné, som også kommer forbi Musikhus Elværket. 

Miriam Mandipira har rødder i Zimbabwe og er blevet et fast og kærkomment samlingspunkt på den hjemlige jazz- og bluesscene. Inspireret af blandt andre Ella Fitzgerald og Aretha Franklin dækker hendes repertoire både jazzstandards, soul, blues og gospel. 

Miriam Mandipira’s varme og kraftfulde stemme uden tvivl vil få nakkehårene til at rejse sig på publikum, når hun fortolker sige egne favoritsange og desuden giver nogle prøver på populære afrikanske sange.

Kjeld Lauritsen spiller på det store hammondorgel med roterende Lesliehøjttaler og fodpedaler. Han er kendt for at udnytte instrumentet i legesyge improvisationer og indtager den traditionelle rolle i gospel og orgeljazz, hvor hammondorglet erstatter både keyboards og bassist. Kjeld Lauritsen havde i mange år bandet ”The Organizers” sammen med den amerikanske saxofonist Bob Rockwell. Siden da har han udgivet fire Cd’er i sit eget navn foruden et par plader med bigband i samarbejde med den islandske saxofonist Sigurdur Flosason. 

Trommerne spilles af Søren Frost, der efter mange år i SP/Just/Frost til koncerten med Mandipira vil fyre op under hammondorglet med fede grooves. Søren Frost har været aktiv på gospelscenen med Etta Cameron og har i mange år været trommeslager i DR Big Bandet foruden jobs med internationale solister som f.eks. Dr. John the Night Tripper. 

Guitaristen Per Gade har i mange år været ankermand i de mange hammond-projekter fra Kjeld Lauritsens hånd. Efter en international karriere med bl.a. Miles Davis-trommeslageren Billy Cobham er Per Gade nu en af de mest efterspurgte danske guitarister, og han er bl.a. medlem af DR Big Bandet. Per Gade dækker et bredt spektrum fra moderne jazz til blues og groovy stuff og er derudover en fremragende komponist, en særdeles stærk solist og en mesterlig akkompagnatør.



Feedback

Sidst opdateret

20.09.2016

Ansvarlig redaktør

Steffen Højager