Peter og ulven i spændende ny udgave for kor.

Søndag d. 7. maj kl. 15 Billetterne koster 100,- kr. (50 kr. for børn og studerende) Billetter kan forudbestilles på tlf. 24820380 og 25704438 eller købes ved indgangen.
07.05.2017

De fleste kender sikkert Sergej Prokofievs fantastiske orkesterværk Peter og ulven, hvor Peter med hjælp fra sin gode ven, fuglen, fanger en ulv, der truer eventyrets landlige idyl. Stykket er skrevet i 1936, og var tænkt som en pædagogisk indførelse i orkesterets instrumenter; men nu har dirigent og komponist Camilla Britt Donovan omarbejdet Prokofievs partitur til kor, klaver, fløjte og fortæller. For at give historien yderligere liv, har hun forfattet en del tekst til stykkets personer. Det er blevet til et vittigt, velklingende og medrivende korværk.

De tre kor Holbæk Studiekor, disQant og Højby Drengekor er gået sammen om at opføre dette nye værk ved to koncerter i Roskilde og Holbæk under Camilla Britt Donovans ledelse. Til at akkompagnere sig har de pianisten Ellen Karberg og fløjtenisten Linnéa Villén. Den kendte skuespiller Nis Bank-Mikkelsen vil være fortæller.

Ved koncerterne vil korene indlede med at give en musikalsk præsentation af sig selv, før de efter pausen samles om at synge Peter og ulven.

I pausen vil det være muligt at købe drikkevarer mod kontant betaling.



Feedback

Sidst opdateret

08.05.2017

Ansvarlig redaktør

Steffen Højager